|
Nordiske kulturministre vil have indflydelse på det nordiske samarbejde. Går det ud over armslængden?
Det nuværende nordiske kultursamarbejde har en række svagheder. Derfor skal systemet reformeres. Den fælles-nordiske embedsmandsgruppe, som har udarbejdet forlaget har analyseret det hidtidige samarbejdes svagheder. Det første punkt i kritikken er, at "der er er for svage forudsætninger for Kulturministrene at prioritere". Pengene er bundet i faste projekter, så ministrene kan ikke gøre noget (måske skaffe flere penge). De mange nuværende samarbejdsgrupper er selvstændige, lægger selv budgetter og prioriterer selv. Det er altså kedeligt at være kulturminister.
Det nye nordiske samarbejde vil være baseret på tidsbegrænsede programmer besluttet af kulturministrene. Meningen er, at disse programmer bedre skal kunne afspejle aktuelle diskussioner og kulturpolitiske behov.
Strukturen kort
Strukturen vil komme til at bestå af:
- ministrene (beslutter policy)
- ministrenes policygrupper
- sagkyndige grupper udpeget af ministrene
- faste organer og institutioner (som Nordisk kulturfond, de nordiske huse og kulturpriserne)
- Nordisk kulturforum, et nyt bredere netværkssamarbejde
Der skelnes mellem to slags arbejdsgrupper: policygrupper og sagkyndige grupper (hvormed det altså er sagt, at de som beslutter en policy ikke er sagkyndige!). Tanken er at policygrupperne (som primært vil være ministrenes embedsmænd) skal formulere mål og midler, hvorimod de sagkyndige grupper skal komme med projektforslag, vurdere ansøgninger og i øvrigt være bindeled til deres egne nationale netværk. De sagkyndige skal fungere som armslængdeorganer.
Bagbundet armslængde?
Fra en række kunstnerorganisationer har der været stærk kritik af den nye struktur. Kritikken er dels baseret på tilfredshed med den gamle struktur, dels frygt for at ministrene brækker armslængden. Især det billedkunstneriske samarbejde gennem NIFCA ses som en dynamo, som kan blive vanskelig at undvære. En række kunstnerorganisationer er nervøse for, at det kommende sekretariat ikke bliver tilstrækkeligt kunstnerisk dynamisk og udviklende - men blot bliver policygruppens forlængede bureaukratiske arm.
Dansk Kunstnerråd er stærkt utilfredse med den embedsmandsstyring der vil ligge i ministrenes policygrupper. Vi er på vej mod statsstyret kunst, hævder Dansk Kunstnerråd, som mener at den nye struktur fjerner armslængden. Armslængdeprincippet krænkes grundlæggende, skriver Billedkunstnernes Forbund.
Armslængden er et af de fast gentagne begreber i dansk kulturpolitik - og samtidigt et af de mindst præcist definerede begreber. Grundlæggende handler armslængdeprincippet om, at politikeres smag og behag ikke skal være bestemmende for den faktiske kulturpolitiske støtte. Politikerne må bestemme, hvor mange penge Statens Kunstråd bruger til forskellige formål, men ikke til hvilke kunstnere pengene går.
I disse år anvendes armslængdebegrebet hyppigere og hyppigere i forsøg på at indskrænke det "politiske domæne" mest muligt. Men den form for beslutninger, der er lagt op til i den kommende policygruppe, vil ikke ændre ved hidtidige armslængdegrænser. Den konkrete støtte vil fortsat blive bevilliget af sagkyndige kunstnere.
(I parantes bemærket er det pudsigt, at Dansk Kunstnerråd foreslår en struktur "uden politikere, som man kender det fra Statens Kunstfond" - det pudsige er, at der faktisk er politikere i Statens Kunstfonds repræsentantskab som indstiller til livsvarige ydelser).
Payback-time
Det er påfaldende, at den stærkeste kritik af den nye nordiske struktur kommer fra danske kunstnerorganisationer. Det kan give indtryk af, at denne nordiske dagsorden også handler om utilfredshed med den nye danske kunststruktur. Det er payback-time, hr. minister!
Kunstnerorganisationerne ser givetvis nogle faretegn i gentagelsen: Kunstrådet skal have sine handlingsplaner godkendt af Kulturministeren. Og tilføjet de aktuelle danske debatter, kunne man forestille sig den danske reaktion, hvis der blev nedsat et nordisk kanonudvalg!
Bag diskussionen om armslængde ligger også tydeligvis det forhold, at kunstnerorganisationerne ikke er enige i Kulturministrenes kritik af den hidtidige nordiske struktur. Kunstnerorganisationerne synes det nuværende samarbejde er godt. Givetvis også fordi der er tætte samarbejder mellem netop kunstnerorganisationerne og de organer der bliver nedlagt.
Måske bunder diskussionen i, at kulturministerierne mener, at der har været for kort armslængde mellem kunstnerorganisationerne (som på sin vis er "embedsmænd") og de hidtidige nordiske institutioner. Der er i nogle miljøer en opfattelse af, at det er for snævre kunstneriske cirkler som mærkes i de nordiske samarbejder. At ansøgningskriterier og samarbejdsformer har været for konstante og for ufleksible. Det er en mulig, men usagt, baggrund for strukturændringerne.
Læs også:
Nyt nordisk kultursamarbejde
Søndag Aften 10/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
